Banegårdspladsen 7
5600 Faaborg
00000000

Mød Han Solo og stjernekrigerne - og nyd galaksedrinks

Mød selveste Han Solo i Helios og nyd Café Sozes stjernedrinks

Lørdag 26. maj kl. 18-19.30


Lyslevende Star Wars Troopers - heriblandt selveste Han Solo - og farvestrålende stjernedrinks er med til at sætte kolorit på biografturen i Helios-Teatret lørdag den 26. maj , hvor den nyeste film i stjernekrigsserien, "Solo - A Star Wars Story", er på plakaten.
Star Wars-heltene dukker op ved 18-tiden, hvor der er mulighed for at blive fotograferet sammen med de ikoniske figurer fra Star Wars-galaksen, og Nathan Benson i Café Soze har til lejligheden mixet galaksens vildeste drinks til både børn og voksne, der nok skal få stemningen i top.
Til børnene er der en "Han Solo Slurpee" med frossen jordbærsaft og galactic stjerne bubbles - 25 kr. De voksne kan vælge mellem to drinks: "The Dark Side Sling", en traditionel whiskey sling cocktail med en sur bid af Darth Vader, og "The Long Leia", heavenly bubbles lige så kold som Princess Leia, begge 50 kr., lyder det fra Café Soze.

De fynske medlemmer af den verdensomspændende Star Wars-klub, "501st Legion - Danish Garrison" har efterhånden kastet glans over mange Star Wars-premierer i Helios-Teatret. Denne gang kan de dog ikke komme til premieren, men først lørdag den 26. maj, så derfor sætter vi alle sejl til for at lokke de mange fans i biffen denne lørdag.
Seks-otte figuranter har meldt deres ankomst kl. ca. 18-18.30, hvor store og små Star Wars-fans kan møde deres helte og idoler, blive fotograferet sammen med dem og nyde en af de spændende drinks, inden filmen starter kl. 19.30.